- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Ronja Røverdatter på Rækker Mølle Skolen

”Kan du høre foråret?” Sådan lyder en af replikkerne i årets musical på Rækker Mølle Skolen. Og forår var der bestemt i luften, da Rækker Mølle Skolens 6. klasse inviterede til for-præmiere på Ronja-Røverdatter i skolens gymnastiksal. Lærkereden, 0.-3. årgang og bedsteforældre havde fået en invitation. Salen var fyldt af forventningsfulde tilskuere onsdag den 28. marts kl. 10 og bag scenen, var der enkelte af de optrædende, der havde opkastningsfornemmelser af bare nervøsitet over, hvordan det mon ville gå. Kunne man nu huske sine replikker?

Klasselærer Torben Evers har trukket læsset med alle forberedelserne, og det kan allerede nu afsløres, at arbejdet bar god frugt. Skoleleder Torben Friis var også til stede fra starten, og han blev en smule drømmende i blikket ved tanken om, at det givetvis er sidste gang, at skolens gamle gymnastiksal skal danne ramme om årets skolekomedie. Ja, undskyld - skolekomedie hed det dengang jeg gik i 6-7. klasse, og sjovt var det også dengang; men slet ikke så teknisk som i dag. Vi skiftede bagtæppebilleder med håndkraft og snoretræk – i dag ordnes det med et tryk på en tast på pc-en.

6. klasse opførte Astrid Lindgrens dejlige fortælling, Ronja Røverdatter og i en musical-version med skøn musik af Sebastian. Stykket taler givetvis til de unge elever – ikke blot fordi det er eventyrligt, men også fordi det handler om et ungdomsoprør imod forældres værdier og normer. Selvfølgelig bliver man et helt specielt barn, når man fødes af en kvinde, der er gift med en røverkonge, og man vokser op blandt brovtende røvere; men til trods for at miljøet har betydning, kan en tung arv dog brydes, vil Astrid Lindgren gerne fortælle. Ronjas far, Mattis er røverkonge og bor på Mattisbjerget. Da Ronja fødes, deles bjerget i to dele med en dyb kløft imellem. Det giver mulighed for at en anden røverkonge kan komme på banen, og dramatikken er dermed garanteret. Borka hedder han. Han har sønnen Birk. Uden at afsløre for meget, kommer bekendtskabet mellem Ronja og Birk til at betyde en hel del for stykkets dramatiske udvikling.

Sebastians musik er rytmisk og taler til de unge, og selv om den er krævende, så klarede de unge 6. klasses elever det meget flot. Selv blev jeg berørt af at høre Anne Julia fremføre Ronjas sang: ”Åh anemoner”.
Jo, sindet blev grønt og forårsstemt ved at opleve 6. klasses musical.
Torsdag aften opfører 6. klasse Ronja Røverdatter for forældrene.

Jens Holmgaard
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse! 

Sidst opdateret: 28-03-2012
Kalender
31-03-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

02-04-2024 15:00
åbent på arkivet
-----------------------------------

08-04-2024 19:00
Generalforsamling i Rk Mølle GUF
-----------------------------------

09-04-2024 18:45
Live foredrag i Finderup Forsamlingshus
-----------------------------------

11-04-2024 18:00
Koncert i Sædding Forsamlingshus
-----------------------------------

16-04-2024 18:45
Live foredrag i Finderup Forsamlingshus
Design: MediaConnect